Har din hest fået diagnosticeret slidgigt? Her er de behandlingsmuligheder, du har

Ledproblemer hos heste opstår ofte efter en pludselig skade eller som følge af gentagen belastning over tid. De første inflammatoriske forandringer ses typisk i ledkapslen, hvilket medfører en forringet kvalitet af ledvæsken. Inflammationen giver smerte, hævelse og stivhed. I nogle tilfælde påvirkes også de omkringliggende støttestrukturer, såsom kollaterale ligamenter (ledbånd i siderne af leddene), hvilket kan bidrage til instabilitet og forsinke helingen. Hvis processen fortsætter, vil brusken og den underliggende knogle gradvist ændre sig og kan i sidste ende føre til udvikling af slidgigt. Behandlingen sigter derfor ikke kun mod smertelindring, men også mod at dæmpe inflammation, understøtte heling og beskytte leddet mod yderligere skade. Med rettidig diagnose og en målrettet behandlingsplan kan mange heste forblive velfungerende og vende tilbage til arbejde.

Hvad sker der i leddet efter en skade?

Når et led overbelastes, vrides eller udsættes for gentagne mikrotraumer, er den første reaktion inflammation i synovialmembranen (synovitis) og ledkapslen (Kapsulitis). Synovialmembranen bliver fortykket og inflammeret, mens både mængden og sammensætningen af ledvæsken ændres, og inflammatoriske mediatorer ophobes. Dette reducerer smøringsevnen og øger smerte og varme i leddet ^[1].
Skader på kollaterale ligamenter (ledbånd i siderne af leddene) og andre strukturer, som omslutter leddet, ses ofte samtidig. Ligamentskader spænder fra mild overstrækning til delvise eller komplette rupturer og medfører øget ustabilitet, smerte og en højere risiko for, at gentagen belastning fører til ledskade, der gradvist forværres over tid ^[2].

Fra akut inflammation til slidgigt

I den akutte fase domineres det kliniske billede af varme, hævelse, øget ledvæske og varierende grad af halthed, ofte efter en tydelig skade eller usædvanlig belastning. Hvis inflammationen ikke bringes under kontrol, eller hvis leddet fortsat belastes, vil det inflammatoriske miljø begynde at nedbryde ledbrusken og påvirke reparationen (remodelleringen) af den subkondrale knogle (knoglen lige under brusken). Ved gentagne belastninger og utilstrækkelig heling af stabiliserende strukturer (for eksempel kollaterale ligamenter) udvikles en lavgradig kronisk inflammation. Over tid bliver brusken tyndere og ujævn, den subkondrale knogle bliver hård (sklerosering), og der kan dannes pålejringer af ny knogle i kanterne af leddet (osteofytter). Dette resulterer i vedvarende smerte og nedsat bevægelighed ^[2],[3].

Behandlingsmål afhængigt af fase ^[4]

• Akut fase: Hurtig reduktion af inflammation, beskyttelse af leddet og de skadede bløddele samt genetablering af stabilitet.
• Subakut/tidlig degenerativ fase: Begrænse fortsat nedbrydning af brusk, reducere smerte og fremme heling af de strukturer, som omslutter leddet.
• Kronisk/slidgigtfase: Bremse sygdomsudviklingen, kontrollere smerte og inflammation samt optimere funktion og livskvalitet.

Behandlingsmuligheder og deres formål ^[3],[4]

• Hvile, kontrolleret motion og management: Individuelt tilpasset reduktion af aktivitet med en gradvis og struktureret tilbagevenden til arbejde for at mindske overbelastning. Korrekt hovbalance og beslag for at reducere uhensigtsmæssig belastning af leddet.
• Systemiske smeertestillende præparater (såkaldte NSAID): Reducerer smerte og systemisk inflammation; velegnede på kort sigt, men kan ikke reparere strukturelle skader.
• kortikosteroider (i led): Injektion af kortikosteroider i leddet, har en kraftig lokal antiinflammatorisk effekt og giver ofte hurtig forbedring af halthed; bør anvendes med omtanke, da gentagen eller højdosis brug kan have negativ effekt på brusken.
• Hyaluronsyre (i led): Injektion af hyaluronsyre i leddet, forbedrer ledvæskens smøreegenskaber (viskoelasticitet) og har en moderat antiinflammatorisk effekt, hvilket understøtter ledmiljøet.
• Biologiske behandlinger (platelet rich plasma (PRP); platelet-rich fibrin (PRF), autologe mesenkymale stamceller (MSC)): Tilfører koncentrerede vækstfaktorer og cytokiner, som kan modulere inflammation, beskytte brusk og understøtte reparation af ledslimhinden og bløddele. Gives ofte som en serie af behandlinger og ved behov for forbedret vævsheling eller længerevarende effekt ^[5].
• Kirurgiske indgreb (kikkertoperation med oprensning af leddet, artrodese): Retter mekaniske årsager til smerte, forbedrer ledfunktion eller stabiliserer leddet ved sammenvoksning i tilfælde af svære forandringer ^[1].
• Supplerende tiltag (fysioterapi, shockwave, korrigerende beskæring/beslag, vægtkontrol): Understøtter genoptræning ved at forbedre muskelbalance, reducere biomekanisk belastning og optimere belastningsfordeling ^[6].

Særlige overvejelser ved kollaterale ligamentskader ^[7]

• Milde forstuvninger: Responderer ofte godt på kontrolleret hvile, antiinflammatorisk behandling og gradvis genoptræning. Korrektiv beslag og beskyttelse under heling reducerer risikoen for sekundær overbelastning.
• Delvise rupturer: Delvis bristning eller overrivning af ledbånd kræver ofte længere perioder med kontrolleret motion og eventuelt lokal behandling for at dæmpe inflammation i leddet.
• Komplette rupturer eller udtalt ustabilitet: Komplet overrivning af ledbånd kan nødvendiggøre kirurgisk stabilisering eller længerevarende mekanisk støtte afhængigt af det involverede led og hestens fremtidige anvendelse.

Kombination af behandlinger i praksis

Behandling består sjældent af én enkelt metode. Akut inflammationskontrol (systemisk NSAID, lokal nedkøling, hvile eller midlertidig ændring i træning) kombineres ofte med målrettet behandling i led.
Ved behov for strukturel heling eller længerevarende påvirkning af ledsygdommen suppleres med biologiske behandlinger samt justering af management og fysioterapi. Kirurgi forbeholdes tilfælde med mekaniske læsioner eller hvor konservativ behandling ikke har tilstrækkelig effekt.

Praktiske pointer

• Tidlig og præcis diagnose er afgørende: Halthedsundersøgelse, diagnostisk analgesi og relevant billeddiagnostik (røntgen, ultralyd, CT) identificerer de involverede strukturer og guider prognose og behandling.
• Tilpas behandlingen til både patologi og ejerens forventninger: Kortvarig symptomlindring, vævsheling/regeneration og langsigtet sygdomsmodifikation er forskellige mål med forskellige behandlingsstrategier og omkostninger.
• Kombinér behandlingsformer: Medicinske, biologiske, mekaniske og rehabiliterende tiltag er mest effektive, når de integreres i en individuel plan.
• Følg op og justér: Effekten af behandlingen bør monitoreres løbende, og behandlingsstrategien justeres efter respons. Nogle behandlinger, især biologiske, kan gentages eller ændres efter behov.

Referencer

[1] A. Dockery, B. Beasley, and V. J. Moorman, “Review of experimental equine synovitis models for inducing lameness,” Equine Vet. Educ., vol. 37, no. 10, pp. 547–560, Oct. 2025, doi: 10.1111/eve.14207

[2] C. R. Byron, “Collateral ligament injuries in horses,” Equine Vet. Educ., vol. 30, no. 7, pp. 367–369, Jul. 2018, doi: 10.1111/eve.12694

[3] L. R. Goodrich and A. J. Nixon, “Medical treatment of osteoarthritis in the horse – A review,” The Veterinary Journal, vol. 171, no. 1, pp. 51–69, Jan. 2006, doi: 10.1016/j.tvjl.2004.07.008

[4] B. P. Cornelissen, A. B. Rijkenhuizen, B. M. van den Hoogen, V. P. Rutten, and A. Barneveld, “Experimental model of synovitis/capsulitis in the equine metacarpophalangeal joint.,” Am. J. Vet. Res., vol. 59, no. 8, pp. 978–85, Aug. 1998, [Online]. Available: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/9706201

[5] N. A. White and J. G. Barrett, “Magnetic Resonance Imaging-Guided Treatment of Equine Distal Interphalangeal Joint Collateral Ligaments: 2009-2014.,” Front. Vet. Sci., vol. 3, p. 73, 2016, doi: 10.3389/fvets.2016.00073

[6] Z. Qiu, J. Wang, Y. Zhang, X. Liu, C. Wei, and T. Ma, “Extracorporeal shock wave therapy for equine musculoskeletal disorders: from biological mechanisms to clinical applications,” Front. Vet. Sci., vol. 12, Dec. 2025, doi: 10.3389/fvets.2025.1719123 

[7] B. B. Nelson, “Collateral damage: Current perspectives of equine ligament injuries,” Equine Vet. Educ., vol. 38, no. 1, pp. 13–17, Jan. 2026, doi: 10.1111/eve.14169