Har min hest orm, og hvad gør jeg ved det?

Hestens indvoldsorm, hvad betyder de for din hest?

Indvoldsorm er en naturlig del af hestens liv, og alle heste vil igennem deres liv mere eller mindre konstant være infesteret med orm. Dette er som udgangspunkt ikke et problem for hesten, men i nogle tilfælde kan store ormebyrder eller specifikke typer af orm, føre til alvorlig sygdom. Samtidig er ormenes resistens mod ormemidler et voksende problem, hvilket gør korrekt diagnostik og målrettet behandling vigtigere end nogensinde.

Ormestrategi bør altid tilrettelægges af en dyrlæge, men som hesteejer kan det være nyttigt at have en grundlæggende forståelse for, hvornår orm er et problem, hvordan man opdager det, og hvordan man bedst forebygger uden at overbehandle.

I dette indlæg gennemgås de vigtigste indvoldsorm hos heste, hvordan de påvirker hestens sundhed, og hvad du som ejer kan gøre for at beskytte din hest.

Generelt om indvoldsorm

Indvoldsorm er parasitter, hvilket betyder, at de har brug for en værtsorganisme for at overleve. Alle hestens indvoldsorm har derfor en livscyklus, som inkluderer både fritlevende stadier, der befinder sig i hestens miljø, samt parasitære stadier inde i hesten.

Livscyklussen er ofte specifik for de enkelte indvoldsorm, hvor nogle f.eks. kan have en mellemvært, som infesteres inden den endelige vært, mens andre kan have en migratorisk livscyklus, hvor ormens larvestadier bevæger sig igennem forskellige organer, inden ormen er færdigudviklet.

De vigtigste indvoldsorm hos heste

Små strongylider (cyathostomer)

Små strongylider (cyathostomer) er den mest almindelige indvoldsorm hos voksne heste. De fleste af de æg, der tælles i gødningen ved en såkaldt ægtælling, vil være fra denne parasit, og de ses indimellem også som små (1–2 cm), tynde, hvide eller rødlige orm i hestens gødning.

Små strongylider optages som æg af hesten på marken, og larverne udvikler sig derefter i hestens tarm, hvor en del af larverne vil gå i dvale i tarmens slimhinde. Små strongylider giver sjældent anledning til symptomer, dog kan store ormebyrder i visse tilfælde føre til diarré og vægttab.

I sjældne tilfælde kan samtidig frembrud af de larver, der sidder i tarmslimhinden, give anledning til alvorlig sygdom (larval cyathostominose). Dette forekommer oftest om vinteren hos unge heste med store, eventuelt ubehandlede, ormebyrder.

Spolorm (Parascaris spp.)

Spolorm ses næsten udelukkende hos føl og unge heste, eftersom voksne heste udvikler immunitet imod denne parasit. Spolormens livscyklus er migratorisk og inkluderer vandring gennem leveren og lungerne, før de voksne orm kan findes i tarmen.

Spolorm kan blive forholdsvis store, og antallet af orm i tarmen kan blive højt på kort tid. Kraftig infektion med spolorm kan lede til forstoppelse og tarmslyng, som kan være livstruende og vanskelige at behandle og for i en del tilfælde endda operationskrævende. Spolorm er desuden kendt for udbredt resistens mod visse ormemidler.

Sammenlagt er det derfor uhyre vigtigt at være opmærksom på at behandle især føl imod spolorm og at sørge for at benytte det korrekte præparat på det rigtige tidspunkt.

Blodorm (Strongylus vulgaris)

Hestens blodorm er almindeligt kendt som den alvorligste af hestens indvoldsorm, da dens migratoriske livscyklus inkluderer perioder med vandring i hestens blodkar. Denne vandring kan lede til blodpropper i tarmens blodforsyning, og en sådan blodprop kan føre til livstruende skader på tarmen og dermed behov for akut operation.

Blodorm er heldigvis forholdsvis sjælden, og heste kan også sagtens være infesteret med ormen uden at blive syge. Det er dog vigtigt at holde forebyggelse af denne indvoldsorm særligt for øje i sin ormestrategi, både for at mindske tilstedeværelsen i besætningen og behandle eventuelt infestede heste så tidligt som muligt.

Bændelorm (Anoplocephala perfoliata)

Bændelorm har en indirekte livscyklus og adskiller sig dermed lidt fra de andre indvoldsorm hos heste. Æggene udskilles med hestens gødning og optages herefter af pansermider, som lever naturligt på græsmarken. Inde i miden udvikles larven over flere måneder, hvorefter hesten smittes ved at indtage miderne under græsning.

Den voksne bændelorm udvikles herefter i tarmen og lever primært i overgangen mellem tynd-, blind- og tyktarm (ileocekalområdet), hvor den fæstner sig til tarmslimhinden. Bændelormen er blevet sat i forbindelse med visse former for kolik, især relateret til bevægelsesforstyrrelser (motilitetsforstyrrelser) ved overgangen mellem tynd-, blind- og tyktarm.

Hvordan og hvornår skal heste undersøges for orm?

Formålet med at undersøge heste for orm er at afgøre, hvilke heste der har behov for behandling, samt hvilket lægemiddel der skal benyttes. Det er vigtigt, at man i forbindelse med undersøgelserne tager besætningen i betragtning som en helhed og i mindre grad bruger undersøgelserne til enkeldyrsdiagnostik. Derfor anbefales det også, at én dyrlæge eller dyrlægepraksis står for hele besætningens ormestrategi.

Til undersøgelse for indvoldsorm udtages der oftest gødningsprøver, som kan undersøges med forskellige metoder, alt efter hvilken parasit der testes for.

Ægtælling

Her tælles antallet af ormeæg pr. gram gødning (EPG – ”eggs per gram”). Ægtallet vil primært bestå af æg fra små strongylider eller fra spolorm hos unge heste. Eventuelle æg fra blodorm vil også indgå som en lille del i denne tælling, men det er ikke muligt at se forskel på blodormeæg og æg fra små strongylider, og metoden kan derfor ikke bruges til at undersøge for blodorm. Indimellem kan bændelormeæg også ses ved en ægtælling, men ligesom for blodorm er dette ikke en egnet test til at undersøge for bændelorm.

Ægtællingens formål er primært at give et billede af smittepresset (hvor mange æg udskiller hesten) og hjælper med at afgøre, om behandling er nødvendig. Hos føl og unge heste kan den desuden bruges til at undersøge, om hesten har spolorm. Da testen ikke kan undersøge for blodorm eller bændelorm, bør den ikke stå alene som grundlag for behandling.

Larvedyrkning

For at kunne adskille blodorm fra de små strongylider skal æggene i gødningsprøven klækkes, så man kan undersøge udseendet af larverne under mikroskop. Dette gøres ved en såkaldt larvedyrkning, en proces som tager ca. 14 dage, hvorefter de karakteristiske blodormelarver kan identificeres. Alternativt kan der laves en PCR-test på gødningen, hvor DNA fra blodormen detekteres.

Bændelormetest (Proudman’s test)

Dette er den foretrukne test til diagnostik af bændelorm. Det er en modificeret ægtælling, hvor der bruges en større mængde gødning og inkluderes flere centrifugeringer for at øge testens sikkerhed. Har hesten en betydelig infektion (>20 bændelorm), har testen en god sikkerhed for at detektere infektionen. Måling af antistoffer mod bændelorm i en blodprøve kan også benyttes, men egner sig bedst som screeningsværktøj på besætningsniveau.

Behandlingsmuligheder

Dansk lovgivning tillader kun behandling med ormemidler, hvis hesten er diagnosticeret med indvoldsorm. Denne lovgivning understøttes også af forskere inden for hestens indvoldsorm, som anbefaler selektiv ormebehandling, hvor man kun behandler heste med høje ægtællinger eller på baggrund af fund af specifikke problematiske parasitter såsom blodorm eller bændelorm.

Selektiv behandling reducerer udviklingen af resistens og mindsker desuden udledningen af ormemidler, som utilsigtet kan skade andre organismer i naturen. En målrettet behandling bygget på diagnostik sikrer desuden, at hesten behandles med det rette ormemiddel, som er virksomt over for den pågældende parasit, eftersom ikke alle ormemidler er effektive over for alle orm.

Forebyggelse

God parasitkontrol handler ikke kun om medicin. Praktiske forebyggende tiltag i besætningen kan ligeledes spille en afgørende rolle. Nedenstående punkter er evidensbaserede metoder til at mindske smittepresset og nedsætte behovet for medicinsk behandling:

• Regelmæssig fjernelse af gødning fra folde (minimum to gange ugentligt)
• Undgå overbelægning af foldene
• Aldersopdelt græsning, især for føl og ungheste
• Karantæne, test og evt. behandling af nye heste i besætningen

Resistens

Ormemiddel-resistens betyder, at indvoldsormene gradvist bliver modstandsdygtige over for de ormemidler, vi bruger. Når en hest behandles, vil resistens lede til, at nogle af ormene overlever behandlingen. Det er altså ormene – ikke hesten – der bliver resistente. Resistente orm kan spredes i en besætning, for eksempel hvis en ny hest med resistente indvoldsorm introduceres.

Udvikling af resistens er i princippet uundgåelig ved brug af ormemidler. Hastigheden kan dog reduceres ved at nedsætte vores brug af ormemidler og kun at behandle, når det er nødvendigt. Dette er baggrunden for den diagnosebaserede, selektive ormebehandling, som anvendes i Danmark.

Mistanke om resistens kan undersøges ved en FECRT (Fecal Egg Count Reduction Test). Her sammenlignes mængden af ormeæg i gødningen før og efter behandling for at vurdere, om ormemidlet har haft den forventede effekt. FECRT bør lige som den øvrige ormstrategi foretages på besætningsniveau og i mindre grad på enkelte heste.

Et nyere studie fra vores forskningsgruppe har vist, at ormemidlet ivermectin fortsat har god effekt mod små strongylider, en ormegruppe, hvor der i andre lande ses udbredt resistens. Dette tyder på, at den danske tilgang bidrager til at bevare effekten af de tilgængelige ormemidler.

Gode råd til hesteejeren

• De fleste heste har orm, men de færreste bliver syge
• Gødningsprøver er et vigtigt redskab til målrettet behandling
• Overbehandling øger udviklingen af resistens
• God foldhygiejne er en central del af forebyggelsen
• Ormestrategi bør tilrettelægges på besætningsniveau og håndteres af en enkelt dyrlæge eller dyrlægepraksis med kendskab til besætningen

Referencer til videre læsning

Handbook of Equine Parasite Control af Martin K. Nielsen og Craig R. Reinemeyer

Danske vejledninger om hestens indvoldsorm til hesteejer og dyrlæger: 

• ”Viden om hestens indvoldsorm”, Den Danske Dyrlægeforening
• ”Vejledning til dyrlæger om parasitkontrol hos heste i Danmark”, Den Danske Dyrlægeforening

Udvalgte relaterede artikler fra Institiut for Klinisk Veterinærmedicin

Nonstrangulating intestinal infarctions associated with Strongylus vulgaris: Clinical presentation and treatment outcomes of 30 horses (2008–2016), 
Tina H. Pihl, Martin K. Nielsen, Susanne N. Olsen, Páll. S. Leifsson and Stine Jacobsen 

Changes in Hemostatic Indices in Foals Naturally Infected With Strongylus vulgaris
Tina H. Pihl, Martin K. Nielsen, Stine Jacobsen

Nonstrangulating intestinal infarction associated with Strongylus vulgaris in referred Danish equine cases
Martin K. Nielsen, Stine Jacobsen, Susanne N Olsen, E. Bousquet and Tina H. Pihl

Strongylus vulgaris associated with usage of selective therapy on Danish horse farms – is it re-emerging?
Martin K. Nielsen, Anand N. Vidyashankar, Susanne N. Olsen, Jesper Monrad, Stig M. Thamsborg

Development of Strongylus vulgaris-specific serum antibody responses in naturally infected foals
Martin K Nielsen, Anand N Vidyashankar, Holly S Gravatte, Jennifer Bellaw , Eugene T Lyons, Ulla V Andersen 

Differentiating Strongylus vulgaris-associated non-strangulating intestinal infarction from idiopathic peritonitis and acute colitis in horses
Lea Poulsen, Frida V Henriksson, Melissa Dahl, Marie Louise Honoré, Susanne N Olsen, Páll S Leifsson, Jacob Staerk-Østergaard, Stine Jacobsen, Tina H Pihl

The microRNAome of Strongylus vulgaris larvae and their excretory/secretory products with identification of parasite-derived microRNAs in horse arterial tissue
Katrine Toft, Marie Louise Honoré, Nichol E. Ripley, Martin K. Nielsen, Bastian Fromm, Maibritt Mardahl, Lise N. Nielsen, Peter Nejsum, Stig Milan Thamsborg, Susanna Cirera, Tina Holberg Pihl

Profiling host- and parasite-derived microRNAs associated with Strongylus vulgaris infection in horses
Katrine Toft, Marie Louise Honoré, Nichol Ripley, Martin K. Nielsen, Maibritt Mardahl, Bastian Fromm, Ylva Hedberg-Alm, Eva Tydén, Lise N. Nielsen, Peter Nejsum, Stig Milan Thamsborg, Susanna Cirera, Tina Holberg Pihl

Evaluation of circulating microRNAs in horses with non-strangulating intestinal infarction and idiopathic peritonitis
Katrine Toft, Maibritt Mardahl, Ylva Hedberg-Alm, Karin Anlén d, Eva Tydén, Martin K. Nielsen, Marie Louise Honoré, Bastian Fromm, Lise N. Nielsen, Peter Nejsum, Stig Milan Thamsborg, Susanna Cirera, Tina Holberg Pihl

Ivermectin performance against equine strongylids: efficacy, egg reappearance periods and faecal egg count methods
Martin K. Nielsen, Isabella D. Bartholdy, Katja S. Kristensen, Josefine C. Borrye, Kirstine S.S. Meilvang, Camilla E.K. Rendtorff, Michelle D. Hjortflod, Vibeke Fuglbjerg, Malin Karlsson, Henrik H. Petersen, Katrine Toft, Stig M. Thamsborg, Tina H. Pihl